Æblegilde vol. 1 - æblebrød
- Fru Salt
- 15. okt. 2015
- 1 min læsning
Efteråret er lig med æbler i massevis. Det fejrer vi med en masse æblegildeopskrifter og her får du den første; saftigt æblebrød.

Dette æblebrød har en skøn dybde i smagen fra æblerne, som sammen med Rømertopfen har gjort brødet utrolig svampet.
Ingredienser:
- 1 dl surdej (eller yderligere 20 g gær hvis du ikke har en surdej)
- 10 g gær
- 3 dl vand
- 3 æbler, fintrevet (her har jeg brugt skønne nedfaldne madæbler)
- 2 spsk. sukker
- 3 dl durummel
- 5 dl sigtemel
- 1,5 dl hvedemel
- 1,5 tsk. salt
Derudover skal du bruge en rømertopf eller en gryde, der kan gå i ovnen.
Fremgangsmåde:
Opløs gæren i vandet og tilsæt surdej og sukker. Lad det stå på køkkenbordet mens du river æblerne så fint/småt, som du har mulighed for.
Tilsæt æblerne og saften til gærblandingen. Hernæst tilsættes salt og melet lidt af gangen.
Ælt dejen grundigt og lad den hæve på køkkenbordet i 4 timer og i køleskabet i 4 timer.
Varm ovnen op til 200 grader.
Kom rømertopfen i et vandbad i 10-15 minutter, så den ikke sprækker i ovnen. Når den er klar hældes dejen over i den, låget kommes på og sættes i ovnen i 60 minutter. Efter de første 30 minutter tages låget af.
Godt efterår og velbekomme!
Opmerkingen