Skøn svampesuppe
- Fru Salt & Hr. Peber
- 16. sep. 2015
- 1 min læsning
Svampe er næsten magiske. Fra deres forførende ydre til deres dybe og nærmest hemmelighedsfulde smag. Her får du vores opskrift på en grydefuld skøn svampesuppe.

2 personer
Ingredienser:
- ca. 300-400 g. portobellosvampe (andre karakterfulde og robuste svampe kan også sagtens bruges)
- 1 stort løg
- 1 stor gulerod
- 1-2 stængler bladselleri
- 2 fed hvidløg
- 1/2 l. kyllingefond (eller grøntsagsfond)
- en sjat cognac (kan udelades)
- 2 dl. fløde
- engelsk sauce, salt og peber
- frisk timian
- brød
- ost til brødet (fx parmesan eller cheddar)
Tiberedningstid:
20 min.
Fremgangsmåde:
Svampene snittes i grove stykker og steges i en tykbundetgryde. Herefter snittes løg, gulerødder, selleri og hvidløg og kommes i. Det behøver ikke være super fint, da suppen skal blendes senere. Tilsæt også den friske timian, så den kan stege lidt med.
Riv lidt ost og kom på et par gode skiver brød og bag dem i ovnen til osten er smeltet.
Når svampene er brunet godt af tages en lille håndfuld fra og stilles til side indtil servering. Herefter kommes cognacen på og får lov til at koge indtil alkoholen er dampet væk. Tilsæt dernæst fonden samt salt, peber og engelsk sauce. Når fonden koger kommes fløden i.
Vent til suppen endnu engang koger op og blend den derefter med en stavblender eller på en foodprocessor. Smag til med salt og peber, engelsk sauce og eventuelt et skævt citron, så retten kommer til at balancere.
Velbekomme!
Comments