top of page
Søg

Bolognese med masser af grønt og blomkålscouscous

  • Fru Salt & Hr. Peber
  • 17. aug. 2015
  • 3 min læsning

Retten er en del af 4 dages madplanen "Kålkarneval", som du kan finde under "madplaner".

Der er ikke meget, der slår en velduftende og smagfuld bolognese!

Desværre bliver den stakkels bolognese ofte lavet, så resultatet er langt fra det italienske modereksempel. Det tager nemlig tid at lave en god bolognese, så smagene kan få lov at udvikle sig. Så derfor - giv din bolognese tid! Det belønner sig, og så er det bare med at få lavet en god portion, som kan indgå i andre retter eller fryses ned til en anden god gang.

I denne udgave af en grundbolognese prøver vi at smugle så mange grøntsager i retten som muligt. Der er næsten tale om en halv-halv fordeling. Derfor bruger vi også økologisk oksekød, da der er meget mere smag at hente, hvilket også betyder, at det i sidste ende ikke er dyrere for den samme mængde færdiglavet bolognese.

Grundbolognesen kan tvistes i forskellige retninger. Vi tilsætter lidt cannellinibønner og frisk oregano til sidst, men man kan også bruge kidneybønner og lidt chili, så man mere nærmer sig en chili con carne.

Et sundt alternativ til pasta eller ris er blomkålscouscous. Når blomkål bliver tilberedt på denne måde mister den sin typiske blomkålssmag og bliver i stedet mildere og får en svag nøddeagtig dybde, som er virkelig lækker.

Ingredienser:

Bolognese - stor portion

- 800g. øko. hakket oksekød

- 4 store gulerødder

- 3-4 løg

- 4-5 stængler bladselleri

- 2-3 røde pebre

- 3-4 fed hvidløg

- 4 dåse hakket tomat

- salt og peber

Blomkålscouscous

- 1/2 blomkål

- olie

- 1/2 citron

Tilberedningstid

Bolognese: 3-4 timer (1/2 times forberedelse)

Blomkålscouscous: 5-7 minutter

Fremgangsmåde:

Bolognese

Sæt en stor gryde over på højt blus. Det er vigtigt at gryden er brandvarm inden kødet kommes i, så man er sikker på at brune kødet og ikke koge det. Lad også være med at røre for meget rundt i gryden til at starte med, da det sænker temperaturen i gryden og hæmmer stegningen. Krydr med salt og peber.

Imens kødet bruner forberedes grøntsagerne. Her på bloggen kan vi godt lide at køre det i små tern, så grøntsagerne næsten ender med at koge ud i bolognesen.

Når kødet er brunet, og her mener vi rigtig brunet, dvs. ikke bare gråt og kedeligt, men rent faktisk brunt og med en dejlig stegt duft, tilsættes de snittede grøntsagerne, som steger med indtil de er faldet lidt sammen. Herefter tilsættes et passende antal dåser med hakket tomat.

Retten er nu klar til at simre. I hvert fald halvanden time, men gerne meget længere. Til sidst smages retten til med salt og peber, og hvad man ellers har lyst til at twiste sin bolognese med.

Ud af denne portion er der aftensmad til 3 gange for 2 personer. Man kan vælge at fryse noget ned eller man kan få inspiration til ved at finde madplanen "Kålkarneval" under "madplaner".

Blomkålscouscous

Kom lidt olie på en pande ved middel varme. Hak et halvt blomkål groft og kør det i en foodprocessor indtil det har couscousstørrelse. Du kan sagtens bruge en kniv og få samme resultat.

Herefter steges blomkålscouscousssen på panden. Tilsæt saften af en halv citron samt salt & peber. Du kan evt. tilsætte friske krydderurter, så det får lige den smag, du godt kan lide.

Velbekomme!

 
 
 

Comments


Tidligere indlæg
Arkiv

© tilhører GodMadHverDag

  • Instagram - Black Circle
bottom of page